1 ud af 5 byboere drømmer om at bo på landet

En femtedel af dem, der bor i hovedstadsområdet eller i større byer ser sig selv bo på landet i fremtiden. Det viser en undersøgelse lavet af YouGov for Bedre Hjem/bolius.dk.

Selvom en stor del af danskerne lige nu bor i de større byer, kan fordelingen se markant anderledes ud om bare 15 år. I hvert fald hvis Danmarks byboere gør alvor af fremtidsdrømmen om at bo på landet. Ifølge en undersøgelse lavet for Bedre Hjem/bolius.dk forudser 20 % af danskerne i de større byer og i hovedstadsområdet, at de bor på landet i 2030.

Hvis det bliver en realitet, vil det betyde, at 580.000 af de større byers nu knap 3 millioner indbyggere vil være flyttet på landet i 2030. En sådan flytning fra by til land vil ifølge Bedre Hjem medføre en stigning i yderområdernes befolkningstal på næsten 50 %.

Modreaktion til storbyen
Fremtidsforsker og ejer af Futuria, Anne-Marie Dahl, er enig i byboernes forudsigelser om en fremtid på landet. Hun forventer en modreaktion på vandringen til byerne og forklarer til Bedre Hjem, at en af grundene er, at arbejdsbegrebet er i ændring. Det betyder, at det bliver lettere at arbejde hjemmefra, også selvom arbejdspladsen ligger i hovedstadsområdet.

Jesper Bo Jensen, direktør i Center for Fremtidsforskning, forudser samme tendens:

”Vi har i de sidste 15 år spurgt til danskernes bosætningsmønstre, og alle undersøgelser viser, at danskerne gerne vil flytte ud i et parcelhus med egen have – men frygten for krisen og dalende boligpriser i yderområderne har stoppet dem. Ikke lysten,” udtaler han til Bedre Hjem.

Vil aldrig tilbage til storbyen
Netop lysten til at flytte på landet er noget, ægteparret Anette og Heine Dahl Bartsch genkender. De fik nok af Københavns hektiske byliv og bosatte sig på et gods på Sydfyn.

”Jeg ville ønske, at flere mennesker gjorde som os. Bare forfulgte drømmen om livet på landet. For os har det vist sig at være tusindfold bedre, end vi turde håbe på. Desværre ser vi banker og kreditinstitutter kæmpe mod de drømme ved at stemple områder som udkant og dermed ikke være villige til at belåne huse i ’udkanten’. Den holdning skal og må ændres,” siger Heine Dahl Bartsch til Bedre Hjem.

Læs hele Bedre Hjems tema om at bo på landet her. Temaet findes på side 34-52.