Alt for få midler i finanslovsforslag til ny udflytningsrunde

Det er glædeligt, at VLAK-regeringen ønsker at fortsætte udflytningen af statslige arbejdspladser, men der er afsat alt for få midler i finanslovsforslaget til en ny udflytningsrunde, siger Kim Ruberg, næstformand i Danmark på Vippen.  

VLAK-regeringen har netop fremlagt sit finanslovsforslag, hvor det blandt andet fremgår, at man ønsker at fortsætte udflytningen af statslige arbejdspladser i 2018. Hvor mange arbejdspladser der skal flyttes fra hovedstaden, hvor de skal flyttes hen, og hvornår det skal ske, fremgår ikke af forslaget.

Derimod står det klart, at regeringen har reserveret 150 mio. kr. i 2018, som er øremærket flytning af statslige arbejdspladser. Et alt for lille beløb, hvis regeringen skal følge ordentligt op på den første succesfulde og ambitiøse udflytningsrunde, som er i fuld gang, siger Kim Ruberg, næstformand i Danmark på Vippen:

”Ros til regeringen for fortsat at have fokus på behovet for, at der er statslige arbejdspladser i hele landet. Desværre må vi konstatere, at man kun har valgt at reservere 150 mio. kr. til formålet. Uden at lyde alt for pessimistisk kan vi nok ikke forvente de store flytninger for det beløb.”

Til sammenligning afsatte regeringen 400 mio. kr. på finansloven for 2016 og yderligere ca. 190 mio. kr. i årene 2017-2020 til medfinansering af de omkostninger, som de enkelte ministerier oplever ved den første udflytningsrunde.

Flere midler kan blive tilført
Regeringen skriver i sit finanslovsforslag, at man løbende vil tage stilling til, om der er behov for at tilføre yderligere midler til flytning af statslige arbejdspladser i 2018 og de efterfølgende år. Det håber Kim Ruberg, at regeringen og andre partier i Folketinget hurtigt indser det nødvendige i:

”Den nuværende udflytning kører helt efter planen. Mange institutioner er allerede flyttet ud, masser af kvalificerede medarbejdere i Det Lokale Danmark har søgt de nye stillinger, og vi hører allerede fra erhvervslivet ude i landet, at de er glade for at komme tættere på embedsværket. Derfor er det også helt naturligt, at udflytningen fortsætter i årene fremover, da fordelingen stadig er helt skæv i hovedstadens favør,” siger Kim Ruberg.

Han slår samtidig fast, at de umiddelbare omkostninger, der er forbundet med flytningen af de statslige arbejdspladser, skal betragtes som en langsigtet investering:

”Det er helt naturligt, at det på den korte bane koster noget at foretage en så stor flytning af arbejdspladser. Men vi skal bare huske på, at på den lange bane er flytningen et stort skridt på vejen mod en vækststrategi for hele landet, som vil skabe yderligere vækst og udvikling til gavn for hele Danmark. Det afgørende for os er derfor også, at udflytningen af de statslige arbejdspladser blot er ét element i en større politisk vision for et Danmark i balance,” siger Kim Ruberg.

Danmark på Vippen opfordrer Folketingets partier til at følge det svenske eksempel, hvor samtlige otte partier i Riksdagen er blevet enige om 75 konkrete forslag, som skal styrke Sverige uden for hovedstadsområdet. Forslagene omfatter blandt andet en kæmpe udflytning af statslige arbejdspladser, ambitiøse bredbåndsmål, investering i transportnettet, nye lånemuligheder og konsekvensvurderinger af regeringsforslag, som vil påvirke yderområderne.

For yderligere spørgsmål kontakt:
Martin Ø. Carstensen
Kommunikationschef Danmark på Vippen
23 71 00 43