Centraliseringsbegejstrede embedsmænd har blindt jagtet stordrift: Stort er langtfra altid godt

Af Kim Ruberg, formand for Danmark på Vippen
Kronik bragt i Avisen Danmark d. 20/8-2018

Decentralisering styrker vækst og effektivitet. Det er hovedkonklusionen i en ny stor OECD-rapport. En god nyhed, som blot bekræfter pointen om, at jo større spillerum vi giver de lokale og regionale enheder, jo mere effektive bliver de. I sig selv ikke så overraskende: Giver man folk ansvar og beslutningskompetence og lader lokale og regionale løsninger spille ind, kan det i sidste ende måles på vækst- og effektivitetsbarometeret.

Den dårlige nyhed er, at vi i Danmark – specielt siden centraliseringsreformerne i 00’erne – har bevæget os i den stik modsatte retning. Fra toppen af dansk politik har det virket, som om man det seneste årti i stedet har levet efter devisen, at stort er godt, og småt er skidt. Kommunalreformen, sundhedsreformen, politireformen, retsreformen etc. Alle reformer, som har styrket den centrale styring og svækket den decentrale.

Det er ikke underligt, at embedsmændene på Slotsholmen tror, at de er bedst til at styre alt. Det er derimod underligt, at politikerne lader dem gøre det, når de ved, at vælgerne ønsker lokal og regional medbestemmelse, og OECD dokumenterer, at det er det økonomisk mest effektive. Den helt store synder er i den forbindelse Finansministeriets styringsfilosofi og regnemetoder.

I forlængelse af den nuværende politiske debat om Finansministeriets regnemodeller har vi i Danmark på Vippen derfor smidt et forslag fra vores hvidbog ‘Et Danmark i balance er et rigere Danmark’ fra 2015 på banen igen. Vi ønsker nemlig, at en fremtidig regnemodel skal anlægge cost-benefit-beregninger på centraliseringer i stedet for kun at se på omkostningsbesparelser ved stordrift.

Når man blindt centraliserer for at spare, uden at tage hensyn til hvordan vi skaber indtægter, så overvurderer man gang på gang centraliseringens fordele og glemmer de mange konsekvenser, både økonomiske, sociale, politiske etc., som centraliseringen fører med sig. Enhver virksomhed kan og skal spare i krisetider, men hvis man altid kun sparer uden at se på, hvordan man forøger salget, er det den sikre og direkte vej til ruin. Det er ikke anderledes for et land.

De nuværende regnemodeller ser kun isoleret på de umiddelbare besparelser. Men de omkostninger, som centraliseringerne resulterer i, er ofte langt større for mange lokalsamfund. Det kan betyde lukkede skoler, færre busruter og større afstand til offentlige institutioner i de berørte områder. Konsekvenser, som ofte medfører øget fraflytning og ingen eller minimal tilflytning i de områder af Danmark, hvor størstedelen af vores store eksportvirksomheder holder til. Virksomheder, som på den baggrund mister god arbejdskraft, og som derfor enten må sige nej til nye ordrer eller flytte produktionen til udlandet.

Det forløb, som koster Danmark dyrt, forholder Finansministeriets regneark sig på ingen måde til, når man ud fra rendyrket excel-logik og egne karrieremål vurderer, at det kan betale sig at lukke decentrale enheder og samle det hele i en stor enhed.

Det seneste centraliseringseksempel finder vi i forslaget til en ny lov om erhvervsfremme. Et forslag, som helt grundlæggende vil centralisere indsatsen for at skabe decentral vækst og udvikling. I det nye lovforslag foreslår man bl.a. at nedlægge de nuværende seks regionale vækstfora og i stedet nedsætte Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, som får hele ansvaret for at lave en national strategi for den decentrale erhvervsfremmeindsat målrettet virksomheder i hele Danmark.

126 medlemmer af de regionale vækstfora skal afløses af 17 medlemmer af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, der reelt kommer til at referere til Erhvervsministeriets centraliserende departementschef. Den nye erhvervsfremmebestyrelse kan – uagtet hvilke personer der får plads i bestyrelsen – ikke have det samme regionale og lokale kendskab til virksomhedernes behov, som de nuværende decentrale organer har.

Forslaget er et resultat af embedsmændenes styringsfilosofi, hvor man placerer beslutningskompetencen hos relativt få personer (helst dem selv). Det sikrer, at ministeriet vil få en uhensigtsmæssig stor indflydelse på sammensætningen og arbejdsopgaverne i Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse og i langt højere grad end i dag kan bestemme, hvordan erhvervsfremmeindsatsen skal foregå i hele Danmark. En decentral erhvervsfremmeindsats dikteret fra centralt hold.

Centraliseringen af erhvervsfremmeindsatsen går altså stik imod OECD-rapportens konklusioner om effektivitet og vækst regionalt og lokalt. I stedet indsnævrer man spillerummet for de lokale og regionale enheder ved at centralisere indsatsen og ved at placere endnu mere magt hos erhvervsministeren og ministeriet. Til direkte skade for de lokale og regionale vækstmuligheder.

Tænk sig, hvis vi i stedet for – ligesom vores nabolande – begyndte at bruge decentralisering som et aktivt vækstredskab. Hvis man på Slotsholmen begyndte at bruge decentralisering af eksempelvis uddannelsesinstitutioner som et redskab mod trængsel, forurening og mangel på boliger i de store byer. Det vil ikke blot gavne de store byer, men så sandelig også resten af Danmark, som blot har kunnet se til, mens de videregående uddannelser de seneste ti år løbende er blevet centraliseret i de fire store universitetsbyer.

Den centralisering, vi har oplevet i Danmark, er på ingen måde en naturlov. Den er ikke uundgåelig, men derimod skabt af et centraliseringsbegejstret embedsværk bakket op af ukritiske politikere med negative konsekvenser for store dele af Danmark. Også derfor er det ikke utopisk at tro på en ny tid, hvor decentralisering bliver et plusord. Det kræver blot kloge politikere, der kan se vækstmulighederne i at udarbejde en strategi for et decentralt Danmark, hvor vi ved indflytninger og nye statslige institutioner ikke bare sender soldaterne rundt i landet, men også sørger for, at generalerne følger med.

Regeringens flytning af statslige arbejdspladser er et skridt på vejen, men vi er langt fra i mål, når den automatiske centralisering stadig buldrer afsted.

Vi skal fordele beslutningskompetencerne i stedet for uhæmmet at samle dem. Det vil nemlig styrke væksten og effektiviteten i hele Danmark.