Danmark på Vippen: Flytning af statslige arbejdspladser vil gavne hele Danmark

Der skal flyttes flere statslige arbejdspladser fra København til Det Lokale Danmark. Den besked gav statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) danskerne i tirsdags i sin åbningstale i Folketinget. Det har – ligesom i forbindelse med første flytterunde – skabt en masse debat. For skaber det egentlig nye arbejdspladser? Og er der en gevinst på den lange bane?

Det spurgte P1 Debat i dag torsdag d. 5. oktober et panel bestående af blandt andre Kim Ruberg, næstformand i Danmark på Vippen, Holger Schou Rasmussen (S), borgmester Lolland Kommune og bestyrelsesmedlem i Danmark på Vippen, samt Sara Vergo, formand for Djøf Offentlig.

Ifølge Kim Ruberg er gevinsten ved at flytte statslige arbejdspladser fra København til Det Lokale Danmark fuldstændig klar:

”Den overskudsgivende nettoeksport, Danmark lever af, bliver skabt langt væk fra København, langt væk fra de store byer. De områder er de sidste 20, 30, 40 år blevet tømt, næsten systematisk, for det, vi kan kalde ægtefællearbejdspladser. Altså kommunal administration, sundhedssektoren, uddannelsessektoren og alle statsinstitutioner,” sagde Kim Ruberg og fortsatte:

”Problemet er jo, at alle de mennesker, der gerne vil arbejde i de eksporterende virksomheder, hvoraf 4/5 typisk er mænd, når deres hustru ikke kan få job, og deres børn ikke kan få en uddannelse, så kan vores virksomheder ikke få den rette arbejdskraft. Derfor skal vi have flyttet en helt masse statslige arbejdspladser rundt i landet, så de støtter op om de virksomheder, vi lever af.”

Også Holger Schou Rasmussen lagde vægt på, at flytningen af statslige arbejdspladser er en rigtig god idé. De arbejdspladser kan nemlig være med til at fylde noget af det hul ud, som de mange centraliseringsreformer i 00’erne skabte:

”På Lolland har vi mistet omkring 600 statslige og regionale arbejdspladser til København og resten af Sjælland. Det har været et kæmpe tab, fordi de jo blandt andet holder hånden under vores fundament lokalt. Og hvis man svigter her, får man jo pletter i Danmark, som står af væksttoget, fordi sammenhængskraften mellem offentlige, statslige og private arbejdspladser ikke er til stede.”

Formanden for Djøf Offentlig, Sara Vergo, efterlyste en evaluering af den første udflytningsrunde, før regeringen igangsætter anden runde. Men samtidig anerkendte hun, at flytningen af statslige arbejdspladser kan komme til at gavne udviklingen uden for hovedstaden:

”Udflytning er et greb, som betyder, at man kan styrke den offentlige sektor rundt omkring i landet. Jeg bor selv i Vordingborg og har arbejdet i en provinskommune i rigtig mange år, og jeg kan da godt se, at karrieremulighederne ikke er super store i provinsen. Hvis man gerne vil tiltrække den bedst mulige arbejdskraft, så skal der være karrieremuligheder. Derfor er det en rigtig god idé med mange arbejdspladser rundt om i landet,” sagde Sara Vergo.

Danmark på Vippen har i en årrække anbefalet politikerne at satse på klyngedannelse rundt omkring i hele Danmark. Netop det skal de statslige arbejdspladser ifølge Kim Ruberg støtte op omkring:

”Lad os få skabt nogle faglige miljøer rundt i hele Danmark, som for en gangs skyld også går på tværs af offentlige og private arbejdspladser samt uddannelser. Lad os få samlet de her klynger, som Danmark kan blive rigere af. Og lad os gøre det i en langsigtet plan,” afsluttede Kim Ruberg.

Hele debatten kan høres på P1 Debats hjemmeside.