Danmark på Vippen: Glædeligt med øget støtte til spillesteder uden for hovedstaden

Statens Kunstfund har netop løftet sløret for, hvem der i årene 2017-2020 kan kalde sig for regionale spillesteder. 19 spillesteder er blevet udpeget, hvoraf hovedstaden mister to, mens Turbinen i Randers og Spillestedet Thy er nye på listen.

Det glæder Danmark på Vippens næstformand, Kim Ruberg, som mener, at gode kulturelle tilbud uden for de store byer har stor betydning for områderne:

”Rigtig mange af de statslige støttekroner inden for kulturområdet bliver i dag tildelt hovedstaden. Derfor er det også meget glædeligt og ikke mindst på tide, fristes man til at sige, at Statens Kunstfond nu vil være med til at fremme kulturen uden for hovedstaden ved at tildele økonomisk støtte til blandt andet spillestederne i Randers og Thy,” siger Kim Ruberg.

Kultur tiltrækker indbyggere
Han påpeger samtidig, at hovedstaden naturligvis fortsat skal stå stærkt på kulturscenen, men derfor kan man sagtens blive langt bedre til at fordele midlerne mere ligeligt. En stærk kulturscene er nemlig også vigtig uden for hovedstadsområdet:

”Kultur tiltrækker ikke blot turister, men også attraktive tilflyttere, og derfor er det afgørende, at vi udbygger den scene fremadrettet uden for de store byer. Tidligere undersøgelser har påvist, at hovedstaden får 63 % af de samlede kulturstøttemidler, mens Region Nordjylland får 3 %. Det siger sig selv, at det ikke er en fair fordeling, når man medregner, at det altså er hele landet, som betaler for støtten, og derfor skal hele landet også have gavn af et rigt kulturliv. Samtidig bidrager København mindre til kulturen per indbygger end landets øvrige kommuner,” siger Kim Ruberg.

Han slår samtidig fast, at kulturmiljøerne uden for de store byer har udviklet sig flot de seneste par år:

”Der foregår rigtig mange gode og spændende ting på kulturscenen uden for København. Den udvikling fortjener generelt større anerkendelse fra politikerne på Christiansborg i form af øget økonomisk støtte. I dag står de enkelte kommuner ude i landet typisk selv med regningen, men det er også med til at begrænse udviklingen, og det er ærgerligt, for potentialet er enormt mange steder,” siger Kim Ruberg.

For yderligere oplysninger kontakt:
Kim Ruberg, næstformand Danmark på Vippen – 40 300 500
Martin Ø. Carstensen, kommunikationschef – 23 71 00 43