Danmark på Vippen: Regeringens 2025-plan sikrer ikke arbejdskraft til hele landet

Regeringens 2025-plan mangler initiativer, der sikrer den rette arbejdskraft til virksomheder uden for de store byområder, lyder det fra Jakob Fastrup, formand i Danmark på Vippen. Han opfordrer regeringen til at etablere flere studiepladser regionalt samt at tage ved lære af vores norske naboer og indføre en særordning på SU-området.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen har netop fremlagt regeringens plan for dansk økonomi frem mod 2025. Hos landsorganisationen Danmark på Vippen, der kæmper for vækst, velstand og lige vilkår i hele Danmark, ærgrer man sig over, at regeringen ikke udnytter muligheden for at præsentere en langsigtet og ambitiøs plan for, hvordan man sikrer vækst og øget produktivitet uden for de store byer:

”Vi har i lang tid efterspurgt en langsigtet, politisk plan for, hvordan man sikrer den rette arbejdskraft til virksomheder i Det Lokale Danmark, men jeg er ærlig talt i tvivl om, hvorvidt regeringens bud løser det problem. Derfor anbefaler Danmark på Vippen også kraftigt, at Folketinget vedtager en overordnet vision for, hvordan vi sikrer den geografiske balance, der vil gøre Danmark både rigere og øge sammenhængskraften,” siger formand i Danmark på Vippen, Jakob Fastrup.

Flere studiepladser regionalt styrker økonomien
Flere økonomer har de seneste par måneder foreslået, at en kommende 2025-plan bør fokusere på at øge produktiviteten ved blandt andet at forbedre uddannelsessektoren. Jakob Fastrup er enig i den betragtning, men tilføjer samtidig, at fokus entydigt bør være på at sikre flere studiepladser uden for de etablerede universitetsbyer.

Det er ganske enkelt nødvendigt, siger han, når over 80 % af studiepladserne på de videregående uddannelser ligger i og omkring de fire store byer, samtidig med at flere mobilitetsundersøgelser slår fast, at langt størstedelen af de unge mennesker bliver boende i det område, de studerer, efter endt studie:

”Den geografisk skæve fordeling af studiepladser er stærkt bekymrende set fra et økonomisk synspunkt, fordi vi dermed ikke forsyner virksomheder uden for de store byer, som vel at mærke står for langt størstedelen af vores nettoeksport, med den nødvendige arbejdskraft. Det er en decideret vækstbarriere for mange virksomheder i Det Lokale Danmark, og det er en barriere, som kun vil vokse frem mod 2025,” siger Jakob Fastrup.

Lær af Norge
I regeringens 2025-plan lægger man også op til en reform af SU-systemet. Jakob Fastrup opfordrer her regeringen til at kigge mod Norge, hvor man har erkendt, at den manglende arbejdskraft uden for de store byer skader væksten i hele landet:

”Det er på tide, at vi tager ved lære af vores nabolande, der de seneste ti år har overhalet os i både produktivitet og værdiskabelse. I Norge har man med succes indført en ordning, hvor kandidaterne kan afskrive 10 % af deres SU-gæld om året, hvis de tager et arbejde i regioner, der mangler højtuddannede. Det er en ordning, som vi klart anbefaler Folketinget at kopiere herhjemme, og som samtidig vil kunne være med til at tiltrække læger til de egne af landet, hvor lægemanglen er et alvorligt problem,” siger han og fortsætter:

”Vi skal sikre så optimale rammebetingelser for de erhverv, der mest effektivt bidrager til nettoeksporten. Det norske SU-eksempel viser, hvordan man aktivt kan komme problemet med den manglende højtuddannede arbejdskraft uden for de store byer i møde, hvis man vel at mærke fører en omfattende og langsigtet regionalpolitik,” siger Jakob Fastrup.

 

For yderligere spørgsmål kontakt:
Jakob Fastrup – formand Danmark på Vippen: 20 97 22 33
Kim Ruberg – næstformand Danmark på Vippen: 40 300 500
Martin Ø. Carstensen – kommunikationschef Danmark på Vippen: 23 71 00 43