Danske landboere er Europas lykkeligste

Det bliver ikke bedre end livet på landet i Danmark. Sådan forholder det sig i hvert fald ifølge indbyggerne selv. Det skriver Ritzau i dag.

Ifølge en undersøgelse, som er foretaget af EU’s enhed for statistik Eurostat blandt borgere i 32 lande, er danskerne nemlig det folkefærd, der er mest tilfredse med livet. Og det er i særlig grad beboerne i landdistrikterne, der er med til at give Danmark førertrøjen i tilfredshed.

Ifølge undersøgelsen er de danskere, som er bosat i landdistrikterne, nemlig mere tilfredse med livet, end dem, der bor i byerne. Det gør dem til Europas mest tilfredse indbyggere.

Ifølge professor ved institut for økonomi på Århus Universitet, Christian Bjørnskov, skyldes den store tilfredshed blandt de danske landboere, at afstandene mellem land og by i Danmark er relativt små. Dermed betyder ulemperne ved et liv på landet mindre end i andre lande imens fordelene består.

– Når vi taler land og by i Danmark, er afstandene ikke så store. Så det er ikke så stort et problem at bo på landet i Danmark, som det kan være i andre lande. Der er relativt kortere ind til byer og arbejdspladser i Danmark, end der eksempelvis er i Spanien, siger Christian Bjørnskov til Ritzau.

Historien om de lykkelige danske landboere har fået stor medieopmærksomhed i dag og er blandt andet omtalt på DR.dk/nyheder og nyhederne.tv2.dk.