Udflytning gør Danmark rigere

 

Af Kim Ruberg, næstformand Danmark på Vippen. Kronik bragt i Avisen Danmark 19/9-2017. 

Så er den gal igen. Egon Clausen, der formentligt stadig er ked af, at DR har mistet sit monopol til at fortælle danskerne, hvordan verden ser ud fra København, går her i avisen igen til kamp mod den udflytning af statslige arbejdspladser stort set alle danskere og alle danske politiske partier er enige om, er en god udvikling. Denne gang er det udflytningen af Børnerådet til Billund, Clausen kaster sig over.

“Når FN har følt det nødvendigt at udarbejde en særlig børnekonvention, skyldes det, at børn har brug for beskyttelse,” skriver Egon Clausen og lader forstå, at den beskyttelse ikke fungerer, når Børnerådet flyttes fra København til Billund.

Kære Egon Clausen. Der findes en verden udenfor København. Jeg har boet i mange lande i denne verden, blandt andet i Bangladesh. Her bliver millioner af børn tvunget ud i hårdt og farligt fysisk arbejde fra 5-6-årsalderen, tvunget ud i børneprostitution, lemlæstet af deres familie for at blive mere medynkvækkende tiggere og mange andre forfærdelige former for børnemishandling. Det er det, FNs børnekonvention først og fremmest drejer sig om, og mon ikke Danmarks bidrag til det arbejde udføres lige så godt fra Billund som fra København? I Danmark er Clausen bekymret for, at Børnerådets arbejde med registrering af donorsæd vil lide ubodelig skade ved at flytte til Billund. Mon dog?

Clausens logik hviler på den forudsætning, at der ikke findes tilstrækkeligt kvalificerede medarbejdere uden for hovedstadsområdet. Det er allerede effektivt modbevist i det seneste års udflytninger, hvor antallet af kvalificerede ansøgere langt har overgået selv de mest optimistiske forventninger. Det har aldrig været meningen, som mange fejlagtigt tror, at succeskriteriet for udflytningen af statslige arbejdspladser kan måles i, hvor mange der følger med fra hovedstaden. Udflytningen giver derimod en masse danskere bosat i Det Lokale Danmark mulighed for at få et godt og attraktivt arbejde, mens de berørte personer i hovedstaden, som ikke ønsker at flytte med jobbet, nok ikke får de store problemer med at finde sig et nyt job – og måske endda i en privat virksomhed. Ren win-win.

Det er ikke den eneste fordel ved at flytte Børnerådet til Billund. Det kunne jo være, at Børnerådet med den placering ville få øjnene op for de konsekvenser, det får, når for eksempel centraliserede besparelser fra Slotsholmen tvinger kommuner og regioner i Det Lokale Danmark til at lukke en lang række busruter.

Det kan betyde, at lille Peter eller Pia på syv år en mørk november morgen i regn, kulde og modvind kan risikere at skulle cykle 5-10 kilometer på en mørk landevej uden cykelsti for overhovedet at komme i skole. Det er konsekvenser af centralisering, som Børnerådet med stor fornuft bør interessere sig for. Og det er uden lige lettere at få øje på fra Billund, hvor ens kollegaer eller en selv kan have det som et konkret dagligt problem. I København ville det tilsvarende problem være, om lille Peter og Pia i stedet for at have bus hvert femte minut måske skal vente seks minutter. Og det bliver også lettere at få øje på konsekvenserne for titusinder af børn, når uddannelser, sygehuse, sundhedshuse og snesevis af andre servicefunktioner centraliseres væk fra Det Lokale Danmark til ubodelig skade for børn og deres familier – og Danmarks velstand.

På et punkt har Clausen ret. Han skriver: “(…) hvis man vil have indflydelse, betyder geografisk placering meget, og derfor ser man da også, at lobbyorganisationer, partikontorer og erhvervslivets organisationer altid slår sig ned i nærheden af det sted, hvor lovene bliver vedtaget.”

Netop, hr. Clausen, og netop derfor skal udflytningen fortsættes og styrkes. Når alle magtcentre er samlet i København har det (mindst) to konsekvenser:

  1. Resten af Danmark betaler rigtigt mange penge til Hovedstadsområdet, som bl.a. dokumenteret af Kaare Dybvad (S) i hans bog Udkantsmyten.
  2. De fælles danske beslutninger tager udgangspunkt i en meget snæver, københavnscentreret opfattelse af Danmark, og det udpiner de områder af Danmark, der rent faktisk tjener pengene.

Den københavnerfiksering er ved at rive vort land i stykker og ødelægge vores velstand. Det er nemlig sådan, at København bidrager meget lidt til den egentlige værdiskabelse i Danmark. Vores overskudsgivende nettoeksport kommer næsten udelukkende fra de områder af Danmark, der ligger langt væk fra de store byer, som Landsorganisationen Danmark på Vippen har dokumenteret i sin Hvidbog: Et Danmark i balance er et rigere Danmark. Men det er en sandhed, der er meget svært at få øje på fra magtens centrum i caféerne på Østerbro og Indre København.

Danmark lever af en overskudsgivende nettoeksport på omkring 250 mia. kroner. Den kommer hovedsageligt fra tre lige store områder: landbrug, søfart og produktionsindustri. De penge, der kommer ind her, er dem, der bliver sendt på rundture blandt danskerne og bliver derved til vores bruttonationalprodukt (BNP), der ikke er et udtryk for værdiskabelse, men for hvordan vi sikrer en fornuftig fordeling af de penge, ‘forretningen Danmark’ tjener.

Et glimrende bevis for, at BNP ikke er værdiskabelse, finder vi i officielle amerikanske statistikker, der viser, at Washington DC, der ikke producerer andet end papir, intriger, varm luft og tweets, har et bruttonationalprodukt pr. indbygger, der er tre gange så højt som i for eksempel Californien eller New York.

I Danmark bliver pengene tjent langt væk fra de store byer. Det er her, Danmarks egentlige ekspertise ligger. Her bor de mennesker og virksomheder, hvis talenter og viden hver dag bliver testet og udfordret i konkurrence med alle andre virksomheder i hele verden. Og de områder skal styrkes, for det er her, vores velstand kommer fra. Den bedste måde at styrke dem på er at flytte de magt- og beslutningscentre, der beskæftiger sig med de erhverv, vi reelt lever af, til de områder, de erhverv befinder sig i. Og dertil sikre tilstrækkelige uddannelser, sundhedscentre og de generelle rammebetingelser, der betyder, at virksomhederne kan fastholde og tiltrække de medarbejdere, de har brug for. På den måde skaber vi klyngedannelser, der styrker Danmarks indtjening, og vi sikrer sammenhæng i landet. På den måde vil vi skabe god synergi og stærke klynger, hvor dygtige eksperter vil flytte rundt og berige både de statslige kontorer, de private virksomheder, uddannelse og forskning. Det vil gøre Danmark rigere og sikre vores velfærd.