Staten til Jylland

Indlæg bragt i Weekendavisen, d. 8/1 2016, af Jørgen Grønnegård Christensen, professor emeritus, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet.

Vestpå. Én gevinst er så sikker som amen i kirken ved udflytningen af statslige arbejdspladser til provinsen.

I Sverige er det anderledes: Deres styrelser er spredt ud over landet. Kemikalieinspektionen (miljøstyrelse) ligger i Sundbyberg, den styrelse, der forvalter kriminalforsorgen, i Norrköping, og naturstyrelsen har adresse i både Stockholm og Österud.

Det er også anderledes i Norge: Deres direktorat for arbejdstilsynet hører hjemme i Trondheim. Det gælder også domstolsstyrelsen.

Og hvad Tyskland, det tredje naboland, angår, er billedet tilsvarende. Man finder den tyske arbejdsmarkedsstyrelse i Nürnberg, finanstilsynet i Bonn og Frankfurt, og »Verfassungsschutz«, deres pendant til PET, har hovedsæde i Köln.

Det har sine gode forklaringer. Norge og Sverige er vidtstrakte lande med masser af udkant. Det har sat en dagsorden, hvor det i rigtigt høj grad handler om at gøre noget, som ikke underminerer den geografiske sammenhængskraft. Den decentrale og spredte lokalisering af deres styrelser er et bidrag hertil. Egnspolitikken er en politisk alvorlig sag.

I det tyske tilfælde er det føderalismen, der slår igennem. Den tyske variant af føderalismen har en makaber baggrund, og da man efter krigen skulle forebygge for fremtiden, var det afgørende at undgå stærke koncentrationer af magt. Derfor disse store styrelser, der med løs hånd er spredt ud over det ganske land.

Fælles for landene er i øvrigt deres vidtgående decentralisering. Det er ikke centralregeringen og dens ministerier, der bestemmer over den offentlige sektor og borgerne, i hvert fald ikke som udgangspunkt. Det har man kommuner, regioner i forskellige varianter og så i Tyskland forbundslandene til. Men her adskiller naboerne sig ikke fra Danmark.

Så hvad er det, der gør forskellen? Det er svært at forklare og slet ikke rationelt. Det virker, som om det er rutinen, den bureaukratiske snarere end den politiske, der har bestemt udviklingen i Danmark. Der har været situationer, hvor nogen har haft held til at snakke en knopskydning på det statslige myndigheds- og institutionskompleks igennem. Der har været andre situationer, hvor eksisterende myndigheder og institutioner har tiltusket sig lidt ekstra normeringer for så et stykke tid efter at gentage succesen. Ingen har taget anstød af det. Det har ikke været politiske sager. Det har været sager, som er blevet klargjort og implementeret i ministerier, for hvis embedsmænd den naturlige, læs rationelle løsning har været at bygge det bestående ud, hvor det bestående var.

Resultatet kender vi. Det er, hvis vi bare holder os til centraladministrationen, altså ministeriernes departementer og styrelser, en stille og rolig vækst. Den har svinget lidt, men for den samlede centraladministration er det kun gået en vej. Det gjaldt også i de stramme tider efter krisen. I 2006 var de 12.500 årsværk, i 2015 var de 3.000 flere. Men skåret er der. Det er gået ud over HK’erne, men trøst jer, for der er mange flere AC-chefer.

Det er som anført ikke en udvikling, som lader sig forklare som fuldt ud rationel. Den er drevet af rutinen, vanetænkningen og bekvemmeligheden. Regeringens plan for udflytning af 3.899 arbejdspladser fra hovedstaden er så visseligt heller ikke rationel i samme strenge forstand. Den hviler på antagelser, som er dristige og usikre, og hvem ved formet med et kortsigtet politisk øjemed. Sikkert er det, at det bliver dyrt, og gode kræfter vil gøre deres til, at det bliver dyrere end strengt nødvendigt. Lige så sikkert er det, at de dynamiske effekter, som regeringens plan stiller i udsigt, hviler på strenge forudsætninger. Det ved vi, fordi et blandet kor af eksperter var på plads for at trække den ene og den anden engelske og norske undersøgelse frem for med dem at bevise, hvor halsløs bonderegeringens plan er.

Sagen er bare, at regeringspartiet Venstre ved sommerens valg og efterårets folkeafstemning fik en ordentlig politisk kindhest. Vælgerne vendte sig fra dem og søgte andetsteds hen. I den situation er det ganske rationelt ikke bare at spørge, hvad man selv gjorde galt, men også at gøre noget ved det. Udflytningsplanen er en del af svaret.

Politikerne er i deres legitime ret til at reagere sådan. Et naturligt spørgsmål er selvsagt, om en sådan decentral stat, hvor styrelser og institutioner har hjemsted i Sønderborg og Randbøldal, Næstved og Aalborg for ikke at tale om Aarhus, overhovedet kan fungere. Det er her naturligt at henvise til Norge, Sverige og Tyskland. Der er ingen tegn på, at det ikke fungerer der, og slet ikke på, at de skavanker, som deres statsstyre måtte lide under, bunder i nationale myndigheders provinsielle lokalisering. Så umuligt er det ikke.

Jamen, siger de i for eksempel DIIS: Udenrigsministeriet, vores moderministerium, er helt afhængig af vores råd, som forudsætter tæt kommunikation og mange møder mellem os eksperter og tjenestens embedsmænd. Sludder og vrøvl er svaret. Vi ved nemlig en del om, hvordan de centrale sags- og beslutningsgange arter sig, og det er ikke på en måde, hvor regeringen, ministrene og departementernes embedsmænd først kan tage stilling efter i en rundkreds at have rådført sig med konsulenter og seniorforskere fra organisatorisk underliggende enheder.

Det skal altså nok gå uden undergravning af statens vitale funktioner. Det bliver dog dyrt og en overgang bøvlet, fordi ganske mange har en interesse i at tale bøvlet op. Men en gevinst er på sigt så vis som amen i kirken: Sygefraværet vil falde, for som den kyndige socialdemokratiske sundhedspolitiker Ib Frederiksen engang sagde: Pylregrænsen går ved Storebælt – og, føjer jeg til, udflytningen placerer nogle få statslige arbejdspladser vest for den.