Den sidste indbygger forlader København i 2036

Af Kim Ruberg, næstformand Danmark på Vippen. Klumme bragt i Avisen Danmark d. 8. februar 2017.

Fremskrivninger er en sjov størrelse. Tag nu det her eksempel: I 1950 var der 768.105 indbyggere i København. I 1980 var der 498.850. København mistede altså i gennemsnit 8.975 indbyggere om året fra 1950 til 1980. En meget simpel fremskrivning vil her kunne konkludere, at den sidste indbygger dermed forlader København i 2036. Sådan går det jo nok trods alt ikke. Heldigvis.

Den primære grund til, at København har vendt kurven, finder vi på Christiansborg. Politikerne besluttede nemlig i 80’erne at skrue på en masse knapper i hovedstadens favør, som med årene fik København til at blomstre. Problemet er nu, at knapperne stadig er indstillet i hovedstadens favør. Det på trods af at det nu er store dele af resten af Danmark, der har brug for, at knapperne er indstillet til deres fordel.

Danmarks Statistik lavede senest i 2015 en befolkningsfremskrivning. I stedet for et rundt 0 ud for København i 2036, forventer man nu ca. 754.000 indbyggere. Man forudser altså, at København vokser med over 173.000 indbyggere på bare 21 år. Og hold nu fast: Ser du bort fra Aarhus, Odense, Aalborg og Frederiksberg, forventer Danmarks Statistik, at København vokser mere end samtlige af landets øvrige kommuner. 93 kommuner kan altså ikke engang notere den samme stigning (som for en del kommuner er et fald), som København Kommune alene kan. Det er voldsomt.

Her skal vi så huske, at fremskrivninger jo ikke behøver at blive til virkelighed. København er jo som bekendt det bedste eksempel på, at det er muligt at vende kurven, hvis der er politisk opbakning til det.

Én af årsagerne – og måske den vigtigste – til, at specielt København, men også de tre andre store byer vil vokse så meget de næste 20-30 år, er placeringen af uddannelser.

Danmark på Vippen dokumenterede i en rapport sidste år, at 80 % af uddannelsespladserne på de videregående uddannelser er placeret i de fire store byer. Samtidig er det et simpelt faktum, at langt størstedelen af alle dimittender bliver boende i de enkelte uddannelsesinstitutioners dækningsområde. Dermed er det også de enkelte uddannelsesinstitutioner, der sikrer forsyningen til det lokale arbejdsmarked. Men med den enorme centralisering på området, uddanner vi i Danmark først og fremmest til det arbejdsmarked, der ligger her. Fortsætter den udvikling, er vores velfærdssamfund i alvorlig fare.

I Danmark lever vi reelt af det, vi producerer i Det Lokale Danmark – altså langt væk fra de store byer. Her har vores eksportvirksomheder hjemme, og det er her, den indtægt kommer fra, vi bruger til at betale vores offentlige ansatte, vores servicevirksomheder og hele vores fantastiske og beundringsværdige velfærdssystem.

Men i de seneste 10-20 år har en blind og ufølsom centralisering, blandt andet på uddannelsesområdet, arbejdet meget hårdt på at ødelægge det grundlag, vores velfærd hviler på.

De fleste kernefamilier – og måske især i vores produktionsområder – består stadig af far, mor og børn. Og cirka 8 ud af 10 ansatte i eksporterhvervene er mænd. De vil gerne arbejde dér. Det er spændende internationale virksomheder med klare målsætninger, som udfordrer og tiltrækker medarbejdere.

Men de skal have deres familier med. Der skal være to i arbejde, og børnene skal have gode muligheder for at få uddannelse og interessante fritidsmuligheder i en rimelig afstand fra hjemmet. Her har centraliseringen fejlet afgørende de seneste mange år. De traditionelle ægtefællejob inden for uddannelser, omsorgsfunktioner, detailhandel og offentlig administration er støvsuget fra de områder, hvor produktionsarbejdspladserne ligger.

Det kan ikke fortsætte. Bliver Danmarks Statistiks fremskrivninger til virkelighed, kan eksportvirksomhederne i store dele af Danmark ikke finde den nødvendige arbejdskraft, og så må virksomhederne flytte. Ikke til den nærmeste universitetsby, hvor uddannelser og ægtefællearbejdspladser er flyttet til. Det vil være alt for dyrt for virksomhederne at etablere produktion dér. Alternativet bliver Østeuropa eller Asien. Og så mister vi grundlaget for vores velfærdssamfund. Det skal vi gøre noget ved.

Ifølge Uddannelses- og Forskningsministeriet vil antallet af personer med en videregående uddannelse stige med 40 % frem mod 2030. Det svarer til 350.000 personer. Hvis den nuværende fordeling af uddannelsespladser fastholdes, vil hovedstadsområdet, Aarhus, Odense og Aalborg ifølge en analyse fra Danmark på Vippen få 280.000 af de 350.000 ekstra uddannelsespladser sammenlignet med i dag. Sker det, tør jeg godt garantere, at vi én gang for alle ødelægger den geografiske balance i Danmark – og dermed udhuler det, som vi alle, ligegyldigt om vi bor på Als, Mors eller Frederiksberg, lever af: nettoeksport.

Netop derfor har Danmark på Vippen fremlagt et meget konkret forslag: 50 % af alle uddannelsespladser på professionshøjskoler og erhvervsakademier og 10 % af alle uddannelsespladser på universitetsniveau skal i fremtiden oprettes uden for de fire store byer. Det vil betyde, at omkring 114.000 af alle nye uddannelsespladser ligger i Det Lokale Danmark i 2030 i stedet for de 70.000, som vil blive oprettet der, hvis den nuværende udvikling fortsætter.

Laver vi en klog decentralisering i samarbejde med stat, regioner, kommuner, virksomheder og uddannelsesinstitutioner, har vi en enestående mulighed for at skabe klynger i verdensklasse. Det handler ikke bare om at skabe vækst, udvikling og befolkningsfremgang i Det Lokale Danmark. Det handler om hele Danmarks velfærd. Derfor er en decentralisering af uddannelser en af de helt afgørende knapper, som der skal skrues på.