Er der stadig behov for et oprør fra udkanten?

Af Viggo Mortensen, professor, dr.theol., initiativtager til Oprør fra Udkanten. Bragt i Fyns Amts Avis d. 18. oktober 2017.

Vi har netop passeret tre-årsdagen for den stort anlagte konference, der i 2014 satte skub i bevægelsen “Oprør fra Udkanten”.

Resultatet var et udkantsmanifest, der opregnede en række af de tiltag, der burde iværksættes for at rette op på den skævvridning, som de centraliseringsbestræbelser, der fulgte i kølvandet på kommunalreformen, havde medført.

Konferencen blev dokumenteret i en bog (Viggo Mortensen & Finn Slumstrup (red): “Oprør fra Udkanten”. Forlaget Hovedland), der blev etableret et netværk af aktive, der blev holdt utallige foredrag, netværket og udsendt nyhedsbreve. Ved den anden konference to år efter blev der formuleret en vision for et Danmark i bedre balance, og der blev fremsat en lang række konkrete forslag til at fremme en sund samfundsudvikling i hele landet.

Har det nyttet noget? Dette korte svar er ja.

Sammen med mange andre aktører på området har vi været med til at ændre den måde, vi taler om udkanten på. Der er ikke længere nogen, der taler om den rådne banan; i dag er det snarere den grønne agurk. Og den ændrede måde at tale på har også betydet konkrete fremskridt med hensyn til erhvervsudvikling og bosætning.

Som vi hørte i statsminister Lars Løkkes åbningstale, er den siddende regering opsat på at fortsætte de gode takter med udflytning af statslige arbejdspladser. Regeringens regional- og landspolitiske redegørelse sammenfatter mange af de initiativer, der er taget og som påtænkes. Og der er ikke længere nogen, der offentligt taler nedsættende om udkanten.

På erhvervsministeriets netop afholdte landdistriktskonference blev der præsenteret mange gode initiativer til fremme af bosætning og erhvervsudvikling. Som et glimrende eksempel fik Bovbjerg fyrs venner landdistriktsprisen for deres arbejde med de frivillige ved fyret og for at have skabt arbejdspladser og goodwill i udkanten. Danmark på Vippen har også holdt en velbesøgt konference og opsamlet mange ideer til fortsat udvikling til gavn for et Danmark i bedre balance.

Så der er sket meget. Er der derfor stadig brug for et oprør fra udkanten?

Ja, i høj grad, vil jeg sige. Der er brug for at holde regeringen til ilden. Der er brug for at brede engagementet ud. Det er i høj grad dedikerede ildsjæle, der på deres sted gør en forskel, og det er vigtigt. Men der er brug for at alle kommer med, så vi får en virkelig folkelig bevægelse, der involverer alle områder i landet og alle lag i samfundet.

“Oprør fra Udkanten” er ikke et udslag af udkantstossernes krævementalitet. Det er en bestræbelse på at styrke sammenhængskraften i hele Danmark. Derfor skal vi have en ny landdistriktsudvikling centreret om at udvikle det gode liv på landet og opbygge levedygtige nye fællesskaber.

Fordi det er så vigtig en opgave, er “Oprør fra Udkanten” gået med i organisationen “Danmark på Vippen”. Sammen vil vi arbejde for et Danmark i bedre balance.

Foto: Finn Slumstrup (t.v.) og Viggo Mortensen (t.h.), initiativtagere til Oprør fra Udkanten. Fotograf: Anne Mette Holstein.