Færge- og brotaksterne skal nedsættes yderligere, så vi får trafikal ligestilling

Danmark på Vippen anerkender fuldt ud det flertal i Folketinget, som har nedsat færgetaksterne til landets øer markant (bortset fra i løbet af højsæsonen), så vi dermed nærmer os det såkaldte ’landevejsprincip’ – at færgeturen ikke må koste mere end den tilsvarende tur ville koste, hvis man kørte strækningen i bil på landevejen.

Nedsættelsen af færgetaksterne har skabt enormt meget vækst på de danske øer. Nedsættelsen har altså på alle måder været en kæmpe succes, og derfor opfordrer Danmark på Vippen også Folketinget til at gennemføre fuld trafikal ligestilling året rundt. Det gør sig også gældende i forhold til brotaksterne – og meget specifikt Storebæltsbroen. Indføres der fuld trafikal ligestilling, når broen er betalt, som var tanken, da broen blev opført, vil Danmark komme til at hænge langt bedre sammen.