Kommuner går sammen om udflytning af statslige arbejdspladser

690 - Storebælt

Foreningen Danmark på Vippen offentliggør i dag et principprogram for fremtidig placering af statslige arbejdspladser. Principperne for, hvor de statslige arbejdspladser fremover bør ligge, er blevet til i enighed mellem foreningens 17 kommuner og har til formål at skabe et rigere Danmark i bedre balance.

Ved et stormøde på Hindsgavl Slot i Middelbart vedtog repræsentanter fra medlemskommunerne i Landsforeningen Danmark på Vippen en række principper for placeringen af statslige arbejdspladser. Principperne skal hjælpe Folketingets partier til at imødekomme danskernes ønske om at fordele statslige arbejdspladser over hele landet og samtidig sikre, at de statslige arbejdspladser fremover placeres dér, hvor de i størst muligt omfang er med til at øge både sammenhængskraften og konkurrenceevnen i Danmark.

Med respekt for disse principper vil hver enkelt kommune i foreningen i den kommende tid analysere, hvilke statslige arbejdspladser der med fordel kan placeres i netop den kommune og fremlægge disse analyser og forslag for Folketinget.

Udflytning kan skabe vækst
Ved at gå sammen om nogle grundlæggende principper ønsker kommunerne i foreningen at sætte fokus på de muligheder for økonomiske gevinster, udvikling og bedre sammenhængskraft, som en gennemtænkt plan for fremtidens placering af statslige arbejdspladser ifølge kommunerne åbner muligheden for. Udflytning af statslige arbejdspladser fra blandt andet hovedstaden skal nemlig ses som en mulighed for at skabe et bedre og rigere Danmark for alle borgere – og ikke som en form for omfordeling af velstand til hårdt trængte yderområder. Det forklarer borgmester i Sønderborg Kommune, bestyrelsesmedlem i Danmark på Vippen, Erik Lauritzen.

”De sammenhænge mellem værdiskabelse og sammenhængskraft, som vi i Danmark på Vippen har analyseret os frem til, viser tydeligt, at en strategisk placering af statslige arbejdspladser kan gøre hele Danmark rigere og samtidig sikre en bedre sammenhængskraft med udvikling i alle dele af landet. Det gælder blandt andet, fordi en bedre fordeling af statslige arbejdspladser skaber en bedre balance mellem offentlige og private jobs. Det tilfører ressourcepersoner og skaber de hårdt tiltrængte ægtefællejobs, som gør det lettere for de mange virksomheder langt fra byerne at rekruttere kvalificeret arbejdskraft. Det vil vi alle sammen have fordel af, og derfor vil vi gerne gå sammen om at sikre, at vores egne bud på, hvilke statslige arbejdspladser, der skal placeres i vores område, er i overensstemmelse med disse overordnede principper,” siger Erik Lauritzen.

Enighed om det fælles bedste
Borgmester i Slagelse Kommune og bestyrelsesmedlem i Danmark på Vippen, Stén Knuth, anerkender, at kommunerne i sidste ende vil komme til at ønske sig nogle af de samme arbejdspladser – og i den forstand kæmpe med hinanden. Men med principperne i hånden kan kommunerne ifølge Stén Knuth samtidig stå sammen om at sikre en politisk proces, der har til formål at sikre udvikling og sammenhængskraft i alle dele af landet, og det er til det fælles bedste, uanset hvem der ender med at få hvad, fastslår han:

”Selvfølgelig vil alle kommuner hver især gerne have flest mulige statslige arbejdspladser, og det arbejder vi for hver især.  Men i det store billede har vi i kommunerne en fælles interesse i at sikre, at politikerne på Christiansborg får øjnene op for, at udflytningen af statslige arbejdspladser har potentialet til skabe større sammenhængskraft og sikre fremgang i alle egne af landet. Og det er noget, som hele Danmark vil komme til at nyde godt af. Selv dem, der bor i København. Det kræver blot, at udflytningerne foretages med omtanke og med de langsigtede gevinster for øje. Det er det, som vores principper handler om og derfor, vi beder landspolitikerne om at tage dem op,” slutter han.

Danmark på Vippen: Principper for placering af statslige arbejdspladser
Danmark på Vippens principper for placeringen af statslige arbejdspladser har til formål at sikre, at placeringen af statslige arbejdspladser sikrer sammenhængskraft og udvikling i alle dele af landet.

Vores udgangspunkt for en værdiskabende placering af statslige arbejdspladser er det samme som for resten af Danmark på Vippens arbejde: At alle danskere – uanset hvor de bor – skal have samme muligheder for at bosætte sig, finde job, udvikle virksomheder og modtage samme offentlige tilbud, adgang til effektiv infrastruktur og ensartede finansieringsbetingelser.

Danmark på Vippen er overbevist om, at vores fælles velstand bedst fastholdes og forbedres, hvis hele Danmark får mulighed for at bidrage ligeligt til vores samlede indkomstudvikling. Placeringen af vores statslige arbejdspladser er et væsentligt element i dette arbejde.

Med det udgangspunkt ser Danmark på Vippens principper for placering af statslige arbejdspladser således ud:

Statslige arbejdspladser bør placeres dér, hvor de samlet set og langsigtet sikrer værdiskabelse for landet som helhed – både i forhold til økonomisk værdiskabelse, og i forhold til at skabe lige muligheder for borgere i hele landet.

Det vil sige, at statslige arbejdspladser:
Enten bør placeres dér, hvor de i størst muligt omfang understøtter eksisterende produktivitet, værdiskabelse, omkostningsbesparelser og vækst i de eksporterende eller importkonkurrerende erhverv.
Eller bør placeres dér, hvor en mere ligelig geografisk fordeling af statslige arbejdspladser kan være med til at styrke og fremme ny vækst og udvikling gennem balance og økonomisk bæredygtighed i alle dele af Danmark.

Fakta
Danmark på Vippen er en organisation, der arbejder for et Danmark i bedre balance. Foreningen blev stiftet i efteråret 2014 og har foreløbigt 17 medlemskommuner foruden en håndfuld virksomheder. Medlemskommunerne er indtil videre: Sønderborg Kommune, Hjørring Kommune, Lolland Kommune, Struer Kommune, Lemvig Kommune, Varde Kommune, Ikast-Brande Kommune, Slagelse Kommune, Svendborg Kommune, Jammerbugt Kommune, Langeland Kommune, Odsherred Kommune, Ringkøbing-Skjern Kommune, Thisted Kommune, Rebild Kommune, Vesthimmerlands Kommune, Esbjerg Kommune.