Næsten 9 ud af 10 folketingskandidater vil flytte statslige arbejdspladser væk fra København

Hele 87 % af folketingskandidaterne vil inden for den næste valgperiode flytte flere statslige arbejdspladser væk fra København og ud i resten af landet, viser en undersøgelse foretaget af Danmark på Vippen. Flere af kandidaterne peger specielt på styrelserne.

Flyt statslige arbejdspladser væk fra Region Hovedstaden og ud i resten af landet. Det er et af valgkampens store emner, når snakken falder på Det Lokale Danmark. En undersøgelse, som Danmark på Vippen har foretaget, viser også klart, at der på det punkt er bred enighed politikerne imellem. Hele 87 % af de adspurgte svarer ja til spørgsmålet om at placere statslige arbejdspladser uden for København. 9 % ved ikke, og dermed er det kun 4 % af de aktuelle kandidater til det kommende folketingsvalg, som er direkte imod at flytte statslige arbejdspladser væk fra København.

De tal glæder borgmesteren i Ikast-Brande Kommune, Carsten Kissmeyer (V).

”Jo større udbud af forskellige arbejdspladser, jo nemmere er det at være en bosætningskommune. Så statslige arbejdspladser vil give en øget økonomisk aktivitet for os som kommune. Samtidig giver det en større mangfoldighed på arbejdsmarkedet, hvor man alt afhængig af arbejdspladserne tiltrækker eksempelvis flere kulturelle folk, hvilket også er med til at skabe en øget dynamik i området”, siger Carsten Kissmeyer.

Flyt styrelserne ud
I undersøgelsen bad Danmark på Vippen også folketingskandidaterne om at forholde sig til, hvilke arbejdspladser der skal placeres uden for København. Her peger langt størstedelen af dem på styrelser. Heriblandt Tove Videbæk fra Konservativ Folkeparti, som fremhæver Energistyrelsen, Miljøstyrelsen, Skov- og Naturstyrelsen, Fiskeridirektoratet samt Direktoratet for FødevareErhverv.

Også Venstre er tilhænger af at flytte flere statslige arbejdspladser væk fra København, siger partiets næstformand Kristian Jensen.

”Jeg vil gerne flytte arbejdspladser, som kan understøtte lokale og regionale styrkepositioner. Det kan eksempelvis være Geodatastyrelsen til Aalborg, hvor de uddanner landmålere, eller nogle af betalingsopgaverne for staten til SKATs betalingscenter i Ringkøbing”, siger Kristian Jensen.

Grundigt forarbejde
Hos SF er man også med på idéen om at flytte statslige arbejdspladser ud i landet. Men det skal ske på baggrund af et grundigt forarbejde, siger Trine Mach.

”Det kræver en større overvejelse af styrker og svagheder, som man som Folketingskandidat ikke kan svare ordentligt på. Det vil være for populistisk, synes jeg. Men der bør kigges på statslige styrelser, og i SF har vi foreslået et “udkantsfilter” på nye lovforslag, så det altid vurderes, hvad de vil betyde for yderområderne. Det skal åbne politikernes øjne for, at økonomiske og administrative rationaler ikke er det eneste, der tæller, hvis vi skal sikre, at man kan leve og bo alle steder i landet. Politikerne kan ikke undvige deres ansvar for udviklingen, når de ser sort på hvidt, hvad der bliver følgen af at sige ja til et lovforslag”, siger Trine Mach.

Hos Danmark på Vippen er der primært to ting, som er afgørende i forhold til at fordele de statslige arbejdspladser mere ligeligt i Danmark.

”For det første mener vi, at vi vil opleve en langt større balance i Danmark, hvis de statslige arbejdspladser bliver mere jævnt fordelt. Og ikke som nu, hvor hele 44 % af dem ligger i hovedstadsområdet. For det andet er det afgørende for os, at det kommer til at foregå via en strategisk hjemtagning. Det er nemlig ikke bare en principbeslutning. Det handler mere om, at vi skal placere arbejdspladserne der, hvor der i forvejen er en stor kompetence på området, og der, hvor arbejdspladserne skaber mest synergi med det private erhvervsliv”, siger Kim Ruberg, bestyrelsesmedlem i Danmark på Vippen.

 

Undersøgelsen er foretaget via et spørgeskema, som er sendt ud til 400 folketingskandidater – 40 fra hvert parti. 150 har svaret på spørgsmålet om, hvorvidt de inden for næste valgperiode vil arbejde for, at en større andel af de statslige arbejdspladser placeres uden for Region Hovedstaden. 87,33 % siger ja. 4 % siger nej. 8,67 % ved ikke.