National Balance

Leder i Jyllands-Posten d. 18/12 2015. Chefredaktion: Jørn Mikkelsen, Pierre Collignon og Steen Rosenbak.

Da statsminister Lars Løkke Rasmussen i begyndelsen af oktober i år fremlagde regeringens plan for udflytning af en række statslige arbejdspladser fra København til provinsen, varede det ikke mange timer, før rædselsscenarierne blev udpenslet, og skrækvisionen blev pustet grundigt op i samtlige medier i de følgende dage.
Familier ville blive splittet, karrierer ville ligge i ruiner, og måske værst af alt, så ville de statslige institutioner simpelthen komme til at lide af mangel på intelligensreserver, fordi de klogeste og dygtigste af hensyn til deres karrierepleje ikke ville drømme om at flytte til provinsen. Faktisk måtte man ved at læse og høre protesterne få den opfattelse, at det ikke drejede sig om en beskeden rokade i et land, hvor man kan nå alle egne på en enkelt dag, men om en tvangsdeportation til fjerne egne af kloden som eksempelvis det nordlige Sibirien, de canadiske vidder eller en af de afrikanske ørkener.
Vel, balladen lagde sig nogenlunde og indskrænkede sig nu for nogles vedkommende til en beklagelse over ikke mere at skulle arbejde i gåafstand fra DR Deadlines studier.

Det skal naturligvis ikke ignoreres eller bortforklares, at udflytningen af de i første omgang 3.899 statslige arbejdspladser på kort sigt kan være ubekvemme for de enkelte familier. Når eksempelvis ægtefæller arbejder på to forskellige statslige institutioner, som flytter til hver sin egn af landet, må der vælges, og for skolesøgende børn er det selvfølgelig ikke behageligt at skulle flytte skole, kammerater, lærere og miljø.
Det har således hele tiden været forudsigeligt, at ikke alle, måske endda en mindre andel, af de ansatte på de statslige institutioner ville flytte med til provinsen. Det skal heller ikke ignoreres, at udflytningen koster penge, måske endda lidt flere end man i første omgang havde regnet med. Men disse gener skal holdes op imod det overordnede formål, nemlig at rette op på et Danmark, som i stigende grad er blevet skævvredet gennem de seneste årtier. Det er en beslutning, som har krævet politisk mod, handlekraft og standhaftighed. Skrækvisionerne om, at det ikke ville være muligt at skaffe kvalificeret uddannet arbejdskraft i provinsen bliver i denne tid målt mod kendsgerningerne i den virkelige verden, og her tegner den virkelige og ikke medieskabte virkelighed sig en del mere optimistisk.

Det viser sig, at der er masser af ansøgninger til de opslåede stillinger i de udflyttende institutioner. Statens Administration flytter 226 stillinger til Hjørring og opslag af fire akademikerstillinger gav 206 ansøgninger, mens opslag af 40 løn- og regnskabsmedarbejderstillinger gav 299 ansøgninger. Ankestyrelsen, som flytter 50 arbejdspladser til Aalborg, har modtaget 250 ansøgninger til en halv snes stillinger. Geodatastyrelsen flytter 115 arbejdspladser til Aalborg og har modtaget omkring 100 ansøgninger til de første syv opslåede stillinger. Trafik- og Byggestyrelsen flytter omkring 70 medarbejdere til Ribe, og der har man modtaget 90 ansøgninger til 15 juriststillinger og over 200 ansøgninger til et halvt hundrede HK-stillinger.
Uden at kende kvaliteten af de mange ansøgeres uddannelsesniveau kan vi vist roligt konstatere, at forudsigelserne om arbejdskraftmangel er gjort til skamme.
Dertil kommer, at der ifølge det oplyste hersker både begejstring og pionerånd i de nye arbejdsmiljøer, som er ved at blive bygget op, og det tyder i retning af succes for planen om bedre balance i Danmark.