Ny bog: Afstanden til uddannelsesinstitutioner er afgørende

I en ny bog dokumenterer Lars Andersen og Sune Enevoldsen Sabiers fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd at nærhed til videregående uddannelsesinstitutioner har direkte indflydelse på, hvor mange unge mennesker, der vælger at videreuddanne sig. Dette har afgørende betydning for specielt yderområderne, hvor unge har langt til landets uddannelsesmetropoler.

I samarbejde med Jørgen Goul Andersen fra Aalborg Universitet, Niels Ploug fra Danmarks Statistisk og journalist Lars Olsen har Lars Andersen og Sune Enevoldsen Sabiers skrevet bogen ”Klassekamp fra oven”. Af analyser fra bogen fremgår det blandt andet, at en usædvanlig stor del af unge mennesker fra Nordvestjylland, der er opvokset i en familie, som tilhører arbejderklassen, vælger at tage sig en videregående uddannelse. En vigtig årsag hertil er, at de unge her har adgang til lokale videregående uddannelser. Med disse specielt korte og mellemlange videregående uddannelser, som tilbydes lokalt, er det således ikke en nødvendighed for yderområdernes unge at forlade hjemegnen for at uddanne sig i en af de store universitetsbyer.

Stor forskel geografisk
Sammenlignes Nordvestjylland imidlertid med Vestsjælland er der stor forskel på, hvor mange unge, der videreuddanner sig. Omkring 40 pct. af unge mennesker fra arbejderfamilier i Nordvestjylland tager sig en videregående uddannelse. I det vestlige og nordvestlige Sjælland er dette tal helt nede på 27-29 pct. Hvor uddannelsesinstitutionerne i sidstnævnte område i de seneste år er blevet hårdt ramt grundet den stigende centralisering, har nordvestjyderne ifølge en artikel fra Jyllands-Posten omhandlende analyser fra ”Klassekamp fra oven” stadig fornuftig adgang til videregående uddannelser.

Næppe udsigt til mange nye uddannelser i yderområderne
Selvom lokal adgang til uddannelse er vigtig for yderområderne både i forhold til at bibeholde unge borgere samt stimulere vækst lokalt, vil der næppe opstå mange nye studiepladser her i fremtiden, mener Niels Egelund, der er formand for Danske Erhvervsakademier. Til Jyllands-Posten udtaler han blandt andet, at der i de kommende år næppe vil blive oprettet nye uddannelser i landets yderområder. Tværtimod tror han, at flere uddannelsesinstitutioner i specielt Udkantsdanmark vil få det svært på grund af regeringens ønske om at dimensionere udvalgte uddannelser.

Social skævvridning
Udover at ”Klassekamp fra oven” beskæftiger sig med uddannelsesmønstre i landets kommuner har bogen fokus på, hvordan den danske overklasse og høje middelklasse i stigende grad klumper sig sammen i nogle få velhaverkvarterer i specielt København og Aarhus. Denne udvikling skaber en samfundsstruktur, hvor strobyeliten i mindre grad møder mennesker fra andre samfundslag.  Til Information udtaler Lars Olsen blandt andet, at ”elitens kendskab til andre miljøer bliver svagere. Forældremøder, børnefødselsdage og vejfester, der tidligere har været hverdagsfællesskaber, hvor man mødte folk fra forskellige miljøer, er blevet mødesteder for de bedre stillede”. Lars Olsen peger på, at denne manglende sociale forståelse hos eliten hæmmer politisk beslutningstagen, der tilgodeser den brede befolkning. Afskåret fra øvrige samfundslag er det således en lille gruppe af højtuddannede mennesker, der med manglende forudsætning for at forstå andre mennesker sætter dagsordenen for det danske samfund.