Ny planlov et godt skridt mod vækst og mere lokalt selvstyre

Regeringen, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti har i dag indgået en aftale om en ny planlov, som skal sikre bedre rammer for kommuner, borgere og virksomheder i hele landet. Kim Ruberg, næstformand i landsforeningen Danmark på Vippen, glæder sig over, at den nye aftale faktisk lever op til planlovens egentlige formål: at fremme en hensigtsmæssig udvikling i hele landet.

”Det er positivt, at vi nu får løsnet op for nogle af de restriktioner, som siden den nuværende planlov i 1992 trådte i kraft ganske simpelt har forbudt udvikling og vækst i hele Danmark. Planloven har over årene udviklet sig til et embedsmandskontrolleret magtredskab, hvor staten til enhver tid kan gennemtvinge sine ønsker og behov, men hvor lokal viden, hensyn og behov har meget små chancer. Med den nye aftale er der taget hul på problemstillingen, og det er glædeligt, at aftalen både passer på vores kyster og købmandsbutikker, samtidig med at de enkelte kommuner får mere frihed til at bestemme deres egen udvikling, hvilket blandt andet vil gavne turismen fremadrettet,” siger Kim Ruberg.

Han påpeger samtidig, at Danmark på Vippen hele vejen igennem forhandlingerne har fremhævet det simple faktum, at de store byer i Danmark kun er blevet store – og stadig bliver større – fordi de ligger godt ud til vandet og har haft mulighed for at udvikle sig som byer uden alverdens bureaukratiske regler:

”Et flertal i Folketinget anerkender med den nye aftale nu behovet for, at også borgere i de mindre lokalsamfund i højere grad skal have mulighed for at udvikle deres områder. Vi hæfter os særligt ved, at aftalen giver mulighed for, at de efterladte bygninger i landzonen, som har stået tomme og generet udviklingen i Det Lokale Danmark i flere år, nu må bruges til blandt andet at etablere håndværks- og industrivirksomheder samt mindre butikker. Det er et skridt i den helt rigtige retning, hvis vi skal sikre vækst i hele Danmark,” siger Kim Ruberg.

Han tror samtidig på, at den enkelte borger i Det Lokale Danmark kommer til at mærke følgerne af den nye modernisering af planloven:

”Den nye aftale betyder, at den almindelige husejer i Det Lokale Danmark, der bor inden for strandbeskyttelseslinjen, nu får videre rammer til blandt andet at udbygge terrassen, plante et nyt højbed eller etablere et fritliggende udhus. Derudover bifalder vi punktet om, at de enkelte kommuner kan udpege konkrete udviklingsområder inden for kystnærhedszonen, hvis de ønsker at udvikle eksempelvis kystbyer eller give tilladelse til virksomheder og nye anlæg,” siger Kim Ruberg.

Partierne bag den nye planlov er også blevet enige om at lempe på de tidligere rigide regler, der umuliggjorde udviklingen af landets mange kystbyer, så man fremadrettet blandt andet kan søge om tilladelse til at opstille faciliteter til frilufts- og ferieaktiviteter uden tilknytning til eksisterende bebyggelse. Og så får kommunerne fremadrettet øget mulighed for at udvikle sommerhusområderne:

”Flere af vores medlemskommuner har givet udtryk for, at de med respekt for naturen ønsker at udvikle sommerhusområderne i kystnærhedszonen og dermed give bedre vilkår for turisme. Derfor er det positivt, at der med aftalen både åbnes for, at sommerhusområder i kystnærhedszonen kan overføres til byzone, samt at der gives mulighed for udlæg og omplacering af kystnære sommerhusområder, så kommunerne i højere grad selv kan planlægge og udvikle ubebyggede områder,” siger Kim Ruberg.

Du kan læse hele aftalen om den nye planlov her.

 

For yderligere kommentarer kontakt:

Kim Ruberg, næstformand – 40 300 500

Martin Ø. Carstensen, kommunikationschef – 23 71 00 43