Ny undersøgelse: Kommuner i Det Lokale Danmark har mistet mange uddannelser

En løbende centralisering betyder, at mange kommuner i Det Lokale Danmark har mistet erhvervsuddannelser, viser en undersøgelse foretaget af Momentum. Det kan få store konsekvenser for de berørte kommuner, påpeger bestyrelsesmedlem i Danmark på Vippen og borgmester i Lolland Kommune, Holger Schou Rasmussen.

47 % af landets kommuner har siden 1993 mistet erhvervsuddannelser, viser en ny undersøgelse fra KL’s nyhedsbrev Momentum. Værst er det gået ud over kommuner i det vestjyske, på Lolland-Falster samt store dele af Sjælland, og samlet har landets yder- og landkommuner mistet henholdsvis 19 og 25 % af erhvervsuddannelserne.

Direktør i Danske Erhvervsskoler, Lars Kunov, begrunder over for Jyllands-Posten udviklingen med besparelser:

”Centraliseringen er foregået i mange år, og det har været en måde at få økonomien til at hænge sammen og holde kvaliteten, fordi erhvervsskolerne i en lang årrække har været vedvarende udsat for markante besparelser,” siger Lars Kunov til Jyllands-Posten.

Store konsekvenser
Borgmester i Lolland Kommune og bestyrelsesmedlem i Danmark på Vippen, Holger Schou Rasmussen (S), siger til Jyllands-Posten, at centraliseringen af erhvervsuddannelserne på Lolland har betydet, at unge i hans kommune har helt op til 70 kilometer til den nærmeste erhvervsuddannelse, hvilket kan få store konsekvenser:

”Unge på kanten, der for eksempel har rigtig svært ved at få en struktur på hverdagen og komme op om morgenen, får det endnu sværere, når de skal transportere sig selv en time til halvanden for at komme i skole. Og vi oplever, at nogle unge slet ikke kommer af sted,” siger Holger Schou Rasmussen, som bakkes op af Christian Helms Jørgensen, professor ved Roskilde Universitet:

”Det er dokumenteret, at lange distancer kan afholde unge fra at starte eller gennemføre en uddannelse,” siger han til Jyllands-Posten.

Mindre bosætning
Danmark på Vippen har tidligere foretaget undersøgelser af fordelingen af videregående uddannelsestilbud i Danmark, som blandt andet påviste, at omkring 80 % af alle videregående uddannelser er placeret i eller omkring landets fire største byer.

Den tydelige centralisering af uddannelsestilbud, som Momentums undersøgelse også er et udtryk for, kan betyde, at flere borgere vælger kommuner i Det Lokale Danmark fra, siger Holger Schou Rasmussen til Jyllands-Posten.

”Familierne kigger jo også på, hvor deres børn kan få de bedste vilkår, og centraliseringen af uddannelsesmulighederne gør det mere besværligt at bo i landdistrikterne,” siger han.

Borgmester i Struer Kommune, som også er en del af Danmark på Vippen, Mads Jakobsen (V), siger til Momentum, at det har stor betydning for lokalområdet, når uddannelsesmulighederne forringes eller helt forsvinder:

”Man har argumenteret med faglighed og kritisk masse, når man har lukket uddannelser. Men vi kan bare sige, at det skubber balancen i Danmark i en forkert retning. Samtidig må vi konstatere, at afstand til uddannelsesmuligheder faktisk betyder noget for, om de unge tager en uddannelse,” siger Mads Jakobsen til Momentum.