Nye krav fra Finanstilsynet kan forringe lånemulighederne i Det Lokale Danmark

Små og mellemstore banker skal i fremtiden have ekstra ansvarlig kapital på kistebunden, lyder det i et nyt forslag fra Finanstilsynet. Ifølge formand for Danmark på Vippen og Danske Andelskassers Bank, Jakob Fastrup, er kravene for skrappe:

Jeg har fuld forståelse for, at samfundet ønsker gode og sikre pengeinstitutter for at undgå en ny finanskrise. Vi skal dog være meget opmærksomme på, at medicineringen ikke overdrives,” siger Jakob Fastrup og fortsætter:

”Bankerne skal hente pengene et sted fra, og derfor er det i sidste ende kunderne, der kommer til at betale, hvis kravene skærpes yderligere. Samtidig vil mange kunder få sværere ved at låne penge.”

Han påpeger i den forbindelse, at det endnu engang vil øge skævvridningen af landet og koste samfundet dyrt, hvis lånemulighederne i Det Lokale Danmark forringes yderligere:

”Det er små og mellemstore banker i Det Lokale Danmark, der holder mange lokalsamfund kørende, og det er disse banker, der i tidens løb har lånt penge ud til iværksættere med gode idéer, hvis virksomheder senere har vokset sig store. Det kræver ofte et lokalt kendskab for at kunne se den gode idé og tro på personerne bag, og det kendskab har de store banker bare ikke,” siger Jakob Fastrup.

Danmark har brug for lokale pengeinstitutter
Hos Frøs Sparekasse, der er medlem af Danmark på Vippen, er direktør Kurt Jensen også meget bekymret på Det Lokale Danmarks vegne ved udsigten til nye krav fra Finanstilsynet:

”Det er bekymrende, hvis der igen kommer nye krav, som gør det vanskeligere at være et lokalt pengeinstitut. Et Danmark i balance har brug for lokale pengeinstitutter, der har musklerne til at understøtte væksten og udviklingen uden for de store byer. Hele samfundet har behov for iværksættere, der skaber nye virksomheder og arbejdspladser. Og det er altså nye arbejdspladser, der er vækstmotoren for lokalsamfundene,” siger Kurt Jensen.

Han fremhæver, at øget regulering og administration bestemt ikke gør det nemmere for de lokale banker, der er helt afgørende for udviklingen i Det Lokale Danmark:

”Nærheden, kendskabet og tilliden til kunderne betyder meget, når der skal ydes finansiering. Der er i mere end én forstand langt fra København til eksempelvis Sønderjylland eller Vestjylland, når der skal siges ja til et lån. Husk, at LEGO, Grundfos og Danfoss også en gang var små opstartsvirksomheder. Derfor er det afgørende at sikre de bedste betingelser for fremtidens erhvervsliv og den positive bosætning uden for de større byer,” siger Kurt Jensen.

Finanstilsynets forslag er i øjeblikket i høring hos landets banker. Når høringsfristen er udløbet, vil forslaget med eventuelle ændringer blive forelagt Folketinget.

 

For yderligere spørgsmål kontakt:

Martin Ø. Carstensen, kommunikationschef i Danmark på Vippen, på telefon 23 71 00 43.