Nyt folketing lover støtte til yderområderne

Efter en valgkamp med mange løfter står én ting klart. Danmarks nye folketing består af partier, der alle har lovet betydelige forbedringer af rammevilkårene for landets yderområder. Nu skal løfterne holdes. 

Under valgkampen har Lars Løkke Rasmussen og Venstre taget Danmark på Vippens dagsorden til sig. De har i interview og på skrift fremlagt forslag til, hvordan der skal skabes vækst i yderområderne. Det samme gælder en række andre partier. Tilsammen er der derfor i det nye folketing et klart flertal for visionen om at skabe et Danmark i bedre balance.

Undervejs i valgkampen har Venstre flere gange slået fast, at væksten i Danmark skal kunne mærkes i hele landet. Senest sagde Lars Løkke Rasmussen i den sidste partilederrunde inden valgdagen:

”Nu oplever vi, at der er en lille smule vækst i det danske samfund. Men det er jo koncentreret omkring København og Østjylland. Og derfor er vi nødt til at gøre meget mere for at få gang i hele Danmark”.

Statslige arbejdspladser skal udflyttes
I løbet af valgkampen har der været forslag til ændringer på mange af de områder, som Danmark på Vippen fokuserer på. Her har Lars Løkke Rasmussen peget på udflytningen af statslige arbejdspladser som en del af løsningen på den manglende vækst i yderområderne:

”Vi er nødt til at se på, hvordan vi også kan bruge statslige arbejdspladser som en del af det her (…). Kan vi lave en statslig arbejdsplads – vi foreslår for eksempel at flytte Geodatastyrelsen til Aalborg – så skaber man nogle arbejdspladser i lokalsamfundet, så skaber man noget omsætning, så skaber man noget optimisme. Man skaber også nogle arbejdspladser, der gør, at der er noget til ægtefællen,” sagde Lars Løkke Rasmussen til topmødet mellem ham og Helle Thorning Schmidt på TV2 d. 11. juni.

Lånemulighederne skal forbedres
Og når det gælder vækst i hele Danmark, har Lars Løkke Rasmussen også lovet at se på problemet med lånemuligheder i yderområderne:

”Vi har en kæmpe udfordring – jeg møder det, når jeg kommer rundt – med folk som egentlig har orden i deres økonomi, men som har svært ved at få lov at låne, hvad enten det er til erhverv eller til privat bolig, og der bliver vi nødt til at kigge på den rolle, som finanstilsynet spiller. (…) Vi er simpelthen nødt til at se på, hvordan kan vi skabe nogle bedre lånemuligheder ude rundt omkring i Danmark,” sagde han til topmødet.

Planloven skal lempes
Også planloven står til revision, nu hvor Venstre sidder på regeringsmagten. Det har i hvert fald været løftet op til valget:

”Vi skal have skabt vækst i hele Danmark. Det handler om mange ting. Det handler om at få liberaliseret planloven (…),” sagde Lars Løkke Rasmussen til partilederrunden d. 16. juni og til topmødet d. 11. juni:

”Vi har simpelthen brug for at give kommunerne nogle frihedsgrader, de ikke har i dag, der kan fremme turisme.”

Dansk Folkeparti, som ser ud til at få betydelig indflydelse på den kommende regering, har også afgivet løfter om ændringer for landets yderområder. Partiets formand Kristian Thulesen Dahl lovede før valget ændringer i omfordelingen mellem kommunerne, så det ikke skal være dyrere at bo i yderområderne:

”Dem, der vil flytte ud, skal betale mere i skat og få en ringere service. Så skal vi have ændret på det her, så skal vi også have fat på nogle fundamentale ting i den måde, vi laver omfordeling i det her land, så vi sikrer, at man netop i de kommuner, hvor vi gerne vil have folk til at flytte til, kan levere den høje grad af service – både i vores ældrepleje, vores skoler og børnepasning osv.”

Flertal for at skabe vækst i Det Lokale Danmark
Og det er ikke kun de to største borgerlige partier, der har været ude med løfter til Det Lokale Danmark op til folketingsvalget. Også Socialdemokraterne tog fat i udflytningen af statslige arbejdspladser til topmødet, hvor Helle Thorning Schmidt sagde:

”Jeg synes, vi skal undersøge hver gang, vi skal have en statslig arbejdsplads, om det giver mening økonomisk og praktisk at få den lagt andre steder uden for København.”

Alternativets Uffe Elbæk påpegede til partilederrunden den store udfordring i manglen på ægtefællearbejdspladser i yderområderne, mens SFs Pia Olsen Dyhr sagde, at det er nødvendigt at kigge på lånemuligheder og henviste til SFs tidligere forslag om at oprette et statsrealkreditinstitut.

Liberal Alliances formand Anders Samuelsen bød til partilederrunden inden valget ind med økonomisk incitament for at arbejde i yderområderne, lempelse af rammevilkårene i turismeerhvervet og fokus på de mange job, der forsvinder, fordi landbruget er i krise. Til samme debat var de Konservatives formand Søren Pape ude med følgende løfter til yderområderne:

”Vi skal have gjort noget ved rammevilkårene. Vi skal have gjort noget ved det gode ved at skabe virksomhed, færre afgifter, lavere skatter. Det er simpelthen nødvendigt, hvis vi skal skabe vækst ude på landet.”

Således er det klart og tydeligt, at der i det nye folketing er flertal for Danmark på Vippens vision om et rigere Danmark i hele Danmark. Danmark på Vippen opfordrer alle folketingets partier til at gennemføre de forslag, de selv har fremlagt gennem de seneste tre uger. I Danmark på Vippen har vi registreret de forslag og udtalelser, partierne og kandidaterne er kommet med og vil nu nøje overvåge, at både Lars Løkke Rasmussen og de andre partiledere lever op til de løfter, de har givet.