Socialdemokraterne

Tre bud på, hvordan Socialdemokraterne vil hjælpe yderområderne:

  • Invester i bedre boliger, forny byerne og rive faldefærdige huse ned. S vil skabe levende landsbyer med lokale butikker.
  • Gør planloven mere fleksibel. Dermed får kommunerne friere rammer til at udvikle landdistrikterne, hvilket i følge S vil styrke mulighederne for etablering og udvidelse af erhverv i landzonerne.
  • Giv infrastrukturen et løft. Her ønsker man at skabe gode forbindelser med lynhurtigt internet – partiets målsætning er, at alle danskere skal have adgang til 100 Mbit/s og mindst 30 Mbit/s upload senest i 2020. Samtidig vil man også sikre bedre togforbindelser og billigere færgebilletter.

Læs mere om Socialdemokraternes landdistriktspolitik her:  http://www.socialdemokraterne.dk/da/politik/landdistrikter/

Citater fra udvalgte folketingsmedlemmer fra Socialdemokraterne:

  • Magnus Heunicke. Dr.dk, d. 4/8.15
    “Hvis man kan gøre det på en måde (flytte statslige arbejdspladser ud fra København, red), så man sikrer, at det faglige niveau er helt intakt, og man samtidig sikrer, at det sker med tryghed for medarbejderne, så møder vi meget gerne op til forhandlinger, for det kan være et element blandt flere til at sikre arbejdspladser og udvikling i hele Danmark, siger partiets ordfører for landdistrikter og øer.”
  • Helle Thorning-Schmidt. Partilederrunde på DR1, d. 16/6. 15
    ”Danmark er igennem krisen. Den har været meget voldsomt, den her krise. Og det har gået meget hårdt udover Produktionsdanmark – det er gået meget hårdt udover det, man kalder Udkantsdanmark. Og det er jo, fordi der ligger mange arbejdspladser derude. Nu er vi igennem krisen. Væksten kommer. Og det bliver en solid vækst, vi får. Det, der er den store opgave, det er at sikre, at den vækst kommer hele landet til gavn. Og der skal man altså gøre flere ting på en gang. Man skal sørge for, at turismeerhvervet har det bedre. Det er derfor, vi har givet fuld fradrag for hotelmoms. Det er en vigtig ting. Man skal sørge for at sætte skatter og afgifter ned. Vi har afskaffet den kørselsafgift, som Lars Løkke indførte. Vi har givet skatte- og afgiftslettelser, som virkelig vedkommer Produktionsdanmark. Man skal sørge for at sætte færgetakster ned. Og måske vigtigst af alt, så skal man sørge for, at der bliver bredbåndsdækning i hele landet. Og vi er godt i gang med det. Så det er mange ting, man skal gøre på en gang.”
  • Nick Hækkerup. Dr.dk d. 16/6. 15
    “For os er det afgørende, at alle danskere – uanset hvor de bor i landet – har adgang til en praktiserende læge, derfor foreslår vi, at læger i yderområderne og socialt belastede områder skal have en økonomisk bonus for at tage den opgave på sig i forhold til de læger, der befinder sig i de mere attraktive områder.”
  • Helle Thorning-Schmidt. TV2 d. 31/5. 15
    ”Noget af det, jeg er optaget af og har været optaget af helt fra starten, er, at den vækst, vi nu får, skal komme hele Danmark til gavn. For det er klart, at vi knækker over, hvis opsvinget kun kommer i de store byer, og der sidder nogle ude i yderdelene, som føler, at de slet ikke er kommet med… Og det, vi skal gøre for yderområderne, er desværre ikke en enkelt ting, det er mange forskellige ting, der omhandler landbrug, produktionsvirksomheder, turismeerhvervet, planloven, som vi også skal lempe i de kommende år. Så der er altså en række ting, vi skal gøre for yderområderne.”
  • Lennart Damsbo-Andernsen. Jyllands-Posten d. 14/3. 15
    ”Det giver mening at flytte statslige arbejdspladser, hvis man laver nye institutioner, eller hvis man alligevel flytter rundt på noget.”
  • Mogens Jensen. Jyllands-Posten d. 4/3. 15
    ”Vi skal anerkende, at Danmark har en produktion og en eksport, som i dag udgør 55 pct. af vores BNP. Netop yderområderne har et stort potentiale af små og mellemstore virksomheder, og her vil jeg forsøge at skabe et bedre og mere enkelt samarbejde mellem regionerne, væksthuse og Eksportrådet under Udenrigsministeriet. Vi skal gøre det lettere for disse virksomheder at komme i gang med en eksport.”
  • Mogens Jensen. Jyllands-Posten d. 4/3. 15
    “Vi har allerede gennemført en del lempelser af planloven, men muligvis skal vi endnu videre den vej. Men alt i alt står det altså ikke så skidt til. Der sker rigtig meget i yderområderne. Jeg vil blot nævne datacentralen ved Foulum, vindmølleparken ved Horns Rev og biogasanlæg ved Tønder og Aabenraa. Selv på Lolland begynder der at ske noget, bare vent på Femern. Vi politikere skal sørge for de rigtige rammevilkår, så vi stadigvæk har produktionsvirksomheder i Danmark.”
  • Carsten Hansen. Berlingske d. 24/2. 15
    ”Det er vigtigt, at vi har forståelse for de vilkår, som vores borgere i landdistrikterne lever under, og hvad det er for nogle udfordringer, de står overfor. Derfor laver vi nu en undersøgelse, som skal munde ud i en handleplan for, hvad vi yderligere kan tage fat på.”
  • Carsten Hansen. Jyllands-Posten d. 8/2. 15.
    ”Når vi afsætter næsten en milliard kroner til tiloversblevne bygninger, når vi bruger 25 milliarder kroner på at binde landet bedre sammen (med togfonden, red.), når vi investerer i en Femernforbindelse og en storstrømsbro på Lolland-Falster, så er det rigtig mange penge, der sættes af. Så det er ikke bare ord, men også handling. Men jeg anerkender, at der er en særlig udfordring i nogle af vores yderområder, og dem skal vi se på, hvordan vi kan komme videre med.”
  • Henrik Sass Larsen. Berlingske d. 2/10. 14
    “Der er mange historier i medierne om, at det kan være svært at låne til at købe et hus. Der henvises ofte til, at realkreditinstitutterne slet ikke vil give lån til bestemte geografiske områder. Hvis det er tilfældet, er det helt uacceptabelt. Den enkelte borger har krav på en reel vurdering af sin ansøgning uanset hvor i landet, huset ligger.”