S lancerer ny redningsplan for Skat: 1000 nye medarbejdere skal ansættes i Det Lokale Danmark

Socialdemokratiet vil placere 1000 nye jobs i Det Lokale Danmark som led i ny redningsplan for Skat. Kim Ruberg, næstformand i Danmark på Vippen, kalder det for et indlysende godt forslag.

Onsdag lancerede Mette Frederiksen og Socialdemokratiet en ny redningsplan for Skat, der skal mindske det såkaldte skattegab. Redningsplanen omfatter etablering af fire skattecentre i Det Lokale Danmark, hvorfra 1000 nye ansatte skal arbejde intensivt for at nedbringe skattesnyd.

De fire regionale skattecentre skal placeres på Fyn, to i Jylland og et på Sjælland eller Lolland-Falster. Ved at placere skattecentrene uden for byer som København, Odense, Aarhus og Aalborg ønsker Socialdemokratiet at styrke sammenhængskraften i Danmark:

”Vi ønsker et Danmark, der hænger sammen. Derfor står jeg fuldt bag regeringens planer om at flytte arbejdspladser ud af København. Fordi vi ser vitterligt et Danmark, der ikke udvikler sig i samme takt. Etape to i løsningen på det er at supplere udflytningen med oprettelsen af helt nye statslige arbejdspladser i provinsen,” siger Mette Frederiksen (S) til Avisen Danmark.

V og DF er åbne over for forslaget
Redningsplanen lægger sig oven på den genopretningsplan, der blev vedtaget i november af regeringen, S, R, og DF. Her blev det vedtaget, at skattevæsenet skal omorganiseres i nye styrelser. De endelige planer for lokalisering og organisering er dog endnu ikke blevet præsenteret.

Venstres ordfører, Louise Schack Elholm, er åben over for Socialdemokratiets plan:

”Det er rart, at S bakker op om vores udflytningsplaner. Og dette forslag skal de bare tage med til de møder, vi har om genopretningen af Skat, hvor vi allerede har afsat syv milliarder kroner. Vi er åbne og ser gerne på det. Vi vil gerne stoppe den trend, der har været i gang i årtier med at skære ned på Skat,” siger Louise Schack Elholm (V) til Avisen Danmark.

Også Dansk Folkeparti tager godt imod forslaget, og skatteordfører Dennis Flydtkjær (DF) siger blandt andet til Avisen Danmark, at han er enig i, at der er noget at komme efter ved at kontrollere mere.

Et indlysende godt forslag
I Danmark på Vippen får forslaget om etablering af arbejdspladser i Det Lokale Danmark en varm modtagelse:

”Skat fungerede bedre, dengang de arbejdede langt mere decentralt, så det er indlysende et godt forslag. Ved at placere arbejdspladserne i provinsen får man en arbejdskraft, der bliver længere i jobbet, er mere produktiv og mindre syg. Og jo tættere forvaltningerne er på borgerne, jo bedre resultater får man,” siger næstformand Kim Ruberg til Avisen Danmark.

Planen koster 750 millioner kroner om året, og S forventer, at den allerede efter to år vil give overskud på grund af den øgede skatteindtægt.