Udflytning: Udenrigsministeriets eksportindsats bør ligge i Eksportdanmark

Regeringen flytter ikke andre statslige arbejdspladser ud af København, efter udflytningen af Diis mislykkedes. Kim Ruberg, næstformand i landsforeningen Danmark på Vippen, anerkender ikke regeringens argument om, at der ikke er andre oplagte muligheder i Udenrigsministeriet.

Venstre-regeringen fik tidligere i foråret et flertal imod sig på spørgsmålet om at flytte 90 arbejdspladser under Diis – Dansk Institut for Internationale Studier – fra København til Aarhus. Dengang lød det fra regeringen, at man havde en ambition om at flytte et andet område i Udenrigsministeriet ud i landet.

I dag lyder der andre toner fra regeringen: Nu mener man ikke, at der er andre oplagte muligheder i Udenrigsministeriet.

Det undrer Danmark på Vippens næstformand, Kim Ruberg:

”Jeg anerkender argumentet med, at lige netop Udenrigsministeriet er en svær størrelse, når det kommer til udflytning. Men at påstå, at der i Udenrigsministeriet ikke findes et område, som kan flyttes væk fra København, det er enten mangel på vilje eller viden fra både ministeren og ministeriets embedsværk,” siger Kim Ruberg.

Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen, siger på baggrund af den mislykkede udflytning af Diis, at regeringen ikke bare flytter arbejdspladser ud for at gøre det. En pointe, Kim Ruberg er helt enig i, men som ikke gør det umuligt at flytte dele af Udenrigsministeriet ud:

”Sidste år udgav vi en Hvidbog, der klart dokumenterede, at 80 % af Danmarks overskudsgivende nettoeksport stammer fra områder uden for hovedstaden. Derfor er det oplagt, at man fra regeringens side overvejer, om ikke de dele af Udenrigsministeriet, der arbejder med eksport, skal flyttes ud. Det kunne eksempelvis være Eksportrådet, men det kunne også være statslige fonde som Investeringsfonden for Udviklingslande. Dermed vil de områder komme i langt større kontakt med deres hovedbrugere, som alt andet lige er vores eksportvirksomheder,” siger Kim Ruberg.

For yderligere spørgsmål kontakt:
Kim Ruberg – næstformand Danmark på Vippen: 40 300 500
Martin Ø. Carstensen – kommunikationschef Danmark på Vippen: 23 71 00 43